Udsigt fra huset

DANOPA

 

Ferie i Tjekkiet i dansk ejet hus?




Velkommen til Feriehus Danmark i Oparno = Danopa.




I 2002 besluttede 5 danske familier at opføre et feriehus i den lille landsby Oparno i Tjekkiet. Oparno ligger ca. 30 km. fra den tyske grænse. Huset er opført på grunden af en gammel stenlade. Det blev færdigbygget og indrettet i 2003. Byggestilen er traditionel Tjekkisk med tykke mure. Indretningen af lejlighederne er skandinavisk, med lyse rum.

Der er 4 mindre lejligheder med hver sin store terrasse/altan. Det er muligt at reservere et ekstra værelse til de 4 mindre lejligheder. Desuden er der en stor taglejlighed med balkon. Alle lejligheder har køleskab m/frostboks, el-kogeplader, fjernsyn og parabolantenne. Lejlighederne er individuelt indrettet og alle har stue/køkken med sovesofa og 2 – 3 værelser. I alle værelser er der sengeplads til 2 – 3 personer (se nærmere under den enkelte lejlighed). Til huset hører aflåst parkeringsplads med plads til i alt 6 biler.

Lige på den anden side af vejen ligger kroen Orac, som har dansk spisekort. Her kan ekstra biler parkeres.
 
Oparno ligger i et naturbeskyttelses område med gamle udslukte vulkaner til alle sider. Nu er bjergene grønne og mellem bjergene løber floden Elben – (på tjekkisk Labe). Der er et væld af smukke landskaber, ja selv efter mange års ferie i området, finder man stadig nye steder, der er værd at besøge. Huset er et af de højst beliggende huse i landsbyen og er bygget op af bjerget Lovos med udkik over landsbyen. På den anden side af bjerget ligger byen Lovosice. Her kan man foretage alle nødvendige daglige indkøb. I området findes mange restauranter – en del med tysk spisekort. I alle lejligheder ligger en mappe med oplysninger om indkøb, restaurationer, seværdigheder og praktiske oplysninger. I forhallen findes mapper med beskrivelse af forskellige ture i området.

Der er ca. 60 km. til Prag og vi vil anbefale at tage toget fra Lovosice – det tager ca. 1 time. I Oparno er der også en lille station. Her kan man tage ”grisen” til Teplice – en større by ca. 25 km. fra Oparno. Nede i dalen ligger et lille lokalt udskænkningssted, som skal opleves.

Der er ca. 640 km. fra København til Oparno og turen tager kun 8 – 10 timer i bil. Man følger E 55 næsten hele vejen. Udførlig beskrivelse findes under vejbeskrivelse. Man kan også tage toget til Usti ca. 25 km. fra Oparno, togturen tager ca. 12 timer.